Denne tirsdag aften samledes TidenFlyvers medlemmer til en hyggelig komsammen, der startede med en fin introduktion af administrativ leder Maja Ries til teaterstykket 'Verdensherskerne' og en rundvisning i Mungo Parks nye og gamle teatersal. Derefter sørgede Tilpasso for en dejlig tapas-anretning med fisk, chacuterie, oste og dejligt brød. Til sidst oplevede vi den morsomme og tankevækkende forestilling 'Verdensherskerne'. Tak for en dejlig aften til alle medlemmer og aktører.
Fotograf Karl Ravn (Medlem af TidenFlyver) viste billeder og fortalte spændende historier fra sit liv som fotograf på Familie Journalen gennem mere end 40 år.
Vi kom med ”bag billederne” og fik historier, som du normalt ALDRIG hører om, bl.a. vedr. Karls rejse med Siriuspatruljen, om besøget hos danske emigranter i Sydamerika, Canada, USA, Afrika, Australien og New Zealand og med den kongelige familie på officielt besøg i bl.a. Kina, Sydafrika, Japan, Ægypten og i Uganda.
TidenFlyver har afholdt sin første generalforsamling. Efterfølgende blev der afholdt et aktivitetsmøde. Referat af generalforsamlingen og referat af aktivitetsmøde findes på siden Dokumenter.
Lise Egholm, der i 2011 blev kåret som årets leder, gav et uforglemmeligt foredrag om sit arbejde gennem 18 år som skoleleder på Rådmansgades Skole på Nørrebro.
Lise Egholm elsker ALLE børn/unge uanset nationalitet og religion. Lise Egholm siger tingene ligeud,for hun er ikke bange for at træde andre over tæerne, når hun vurderer, at det er nødvendigt for at styrke børnenes trivsel!
(”Fordi du SKAL” – Ebog eller lydfil via Allerød bibliotek)
Vores første julefrokost blev holdt på klassisk vis med smørrebrød, risalamande og kaffe/te m. småkager. Humøret og interessen for samvær og samtaler var helt i top! Mange nye og kreative ideer omkring klubbens fremtid blev italesat. Dagen blev yderligere beriget med de lokale forretningers flotte donationer, der blev uddelt som mandelgaver eller ved lodtrækning. En stor TAK fra TidenFlyver for at støtte vores arrangement.
Tiden flyver
– men heldigvis stoppede rigtig MANGE af vores nye medlemmer alligevel op den 21. november og deltog aktivt i vores opstartsmøde i Lyngehallen. Efter introduktion fra bestyrelsen med baggrund og visioner for klubben, var der god tid til at udfylde spørgeskema om ønsker for kommende aktiviteter samt til en dybere dialog ved bordene. Medlemmernes store engagement og kreative diskussioner, der endte med mange konstruktive og spændende forslag til bestyrelsen, gav klubben den bedste start vi overhovedet kunne ønske.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes